Søg i denne blog

søndag den 4. marts 2012

Tamarind svin

Jeg har Danmarks sødeste slagter, som altid kan lave alle mulige slags udskæringer efter ønske. Jeg ønskede mig en svinesteg med lange ben, for det er noget af det sejeste i min bog. Har du ikke en sød slagter, kan du sagtens lave retten af kamsteg (uden svær). 

Opskriften er til 6 personer




150 g tamarind-pasta 
½ dl rørsukker 
1 rød chili
 2 fed hvidløg 
1½-2 kg kamsteg uden svær (gerne med lange ben) 
KOKOSRIS: 
6 dl ris 
1½ dåse kokosmælk, i alt 600 ml 
4½ dl vand (måske en smule mere) 
salt 
saft af 1 limefrugt 
hakkede peanuts 
KÅLSALAT: 
¼ dl limesaft
 ½ dl soja
1 spsk. revet ingefær 
½ rødkål 
¼ hvidkål 
1 bundt koriander, plukket 
1 rød chili, i skiver

Rør tamarind-pastaen med sukkeret. Skær hvidløg og chili i grove stykker, og mós begge dele i en morter. Vend tamarind-massen med chili og hvidløg, og smør det meste af det på stegen. Sæt stegen på en rist, og steg den ved 170° i 2-2½ time, eller til den har en gennemsnitstemperatur på 75-80°. Kom resten af marinaden på stegen undervejs. Dæk stegen til med sølvpapir undervejs, så den ikke bliver for mørk (det går ret hurtigt, så vær opmærksom). Skyl imens risene, og kom dem i en gryde med kokosmælk, vand, salt og limesaft. Kog dem under låg ved lav varme, til de er møre, ca. 20 minutter i alt. Servér dem med et drys hakkede peanuts. Kom imens limesaft, soja og revet ingefær i en kasserolle, og lad det simre i ca. 10 minutter. Si dressingen, og stil den koldt. Snit de to slags kål fint, og vend dem med koriander, chili og dressing lige inden servering. Servér tamarind-stegen med kålsalat og kokosris.


TIP: Tamarind kan købes som en pasta i glas, men kan du få en blok med tamarind, brækker du et stykke af og hælder kogende vand på (ikke for meget). Lad det trække i 10 minutter, og si derefter skallerne fra. 

                      

Der er i øvrigt mange der spørger mig om vi smider alt maden ud efter fotografering. De tror at den er fyldt med hårlak eller farve. Men vi snyder ikke når vi madbilleder. Alt maden er ægte og vi æder det hele rub og stub bagefter.
Her er Anders Schønnemann, der har fotograferet, ved at snuppe sig en snack.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann & Louisa Lorang